
Snart kan alle få boostervaccine mod COVID-19 – hvis de selv betaler
Fra starten af november 2022 kan borgere, som ikke tilbydes gratis vaccination mod covid-19, alligevel få en variantopdateret booster-vaccination. Men de skal selv betale for den. Prisen kan variere, alt efter hvilken privat aktør man lader sig vaccinere hos.
Regeringen har nemlig besluttet at gøre det muligt, at personer, som ikke er en del af målgruppen for det offentlige vaccinationsprogram, kan købe en variantopdateret booster-vaccination mod covid-19, hvis de ønsker det, lyder det i en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.
"Der kan være mange forskellige årsager til at ville tage imod en boostervaccination mod covid-19. Og den mulighed synes vi, at flere skal have, også selvom de ikke er en del af målgruppen for det gratis tilbud. Det er ikke noget, sundhedsmyndighederne aktivt anbefaler, men når vi har vacciner nok, synes vi også at muligheden skal være der på lige fod med influenza- og rejsevaccination, som også kan tilkøbes," siger Magnus Heunicke.
Dem, der i efteråret, tilbydes gratis vaccination mod covid-19 er alle borgere over 50 år samt personer i særlig risiko, gravide, sundheds- og plejepersonale, som arbejder med personer i øget risiko og udvalgte dele af personale i socialsektoren og udvalgte pårørende over 12 år til personer i øget risiko. For alle andre bliver det fra starten af november muligt at købe en vaccination hos en privat aktør. Det bliver et tilbud på linje med for eksempel influenzavaccinationer til personer uden for det offentlige program og rejsevaccinationer.
Statens Serum Institut får de næste par måneder i alt fem millioner vacciner, som er opdaterede til BA.4/BA.5-varianter. Det er for mange i forhold til behovet, så vaccinerne sælges til en reduceret pris, der alene dækker Statens Serum Instituts håndteringsomkostninger til pakning, transport mv, hedder det i pressemeddelelsen. Den enkelte borger betaler vaccinatøren for vaccinen og konsultation mv. Vaccinatøren fastsætter selv prisen på konsultationen, og den samlede pris for en vaccination kan derfor variere.
Tilbuddet indføres fra starten af november 2022, når sundhedsmyndighederne har modtaget tilstrækkelige leverancer af vacciner til det offentlige program. Borgerne vil da blive informeret om, hvor de kan købe vaccinationen.
