
Resultaterne er et vigtigt skridt fremad for disse alvorligt syge børn med neuroblastom.
Ny behandling øger overlevelsen for børn med aggressiv kræft
En stor international undersøgelse viser, at børn med en aggressiv kræftform har øget overlevelse og færre bivirkninger med en ny behandling.
{snippet alle}
Neuroblastom er en meget aggressiv form for kræft, der rammer fortrinsvis små børn, og sygdommen opstår som svulster i nervetråde i bækkenet, bughulen, brysthulen eller halsen. Otte til ti danske børn rammes hvert år af sygdommen, og det gør internationalt forskningssamarbejde vigtigt for at kunne gennemføre tilstrækkeligt store forskningsprojekter til at kunne forbedre behandlingen.
Et internationalt forskerteam med dansk deltagelse har gennemført et klinisk forsøg for at finde den bedste behandling til disse patienter. Resultaterne viser, at den nye standardbehandling giver bedre overlevelse og reducerer bivirkningerne.
Børn med højrisiko neuroblastom behandles med højdosis kemoterapi efterfulgt af stamcelle-transplantation, men børnekræft-centre i USA og Europa har anvendt forskellige højdosis-kemoterapi-behandlinger forud for stamcelletransplantationen.
” Resultaterne er et vigtigt skridt fremad for disse alvorligt syge børn, siger overlæge på Aarhus Universitetshospital og professor ved Aarhus Universitet Henrik Schrøder, som er den danske koordinator for forsøget og repræsenterer Danmark i den europæiske neuroblastom-arbejdsgruppe.”
Europæiske børnekræftcentre har anvendt stoffet melphalan eller en kombination af melphalan og busulfan, mens etoposid, carboplatin og melphalan har været standardbehandlingen i USA. Derfor skulle et internationalt lodtrækningsforsøg afgøre, hvilken behandling der er bedst.
598 børn med højrisiko neuroblastom blev efter lodtrækning behandlet med enten busulfan og melphalan eller med etoposid, carboplatin og melphalan efterfulgt af stamcelletransplantation. Behandlingen med melphalan og busulfan gav en overlevelse på 50 procent mod 38 procent med etoposid, carboplatin og melphalan, og risikoen for livstruende bivirkninger var på fire procent mod 10 procent.
Inden forsøget fik børn med højrisiko neuroblastom på Aarhus Universitetshospital højdosis kemoterapi med melphalan alene inden stamcelletransplantation. Siden forsøgets resultater blev kendt i 2014, er børnene blevet tilbudt melphalan og busulfan, som nu er den internationale standardbehandling inden stamcelletransplantation.