Skip to main content


Gravide bør tage D-vitamin for at reducere fosterets risiko for astma

En gennemgang af 15 års data viser, at D-vitamintilskud under graviditet er forbundet med reducerede forekomster af astma og hvæsende vejrtrækning hos børn sammenlignet med standard multivitamin til den gravide.

Et nyt review-studie fra forskere fra Brigham and Women's Hospital i Boston underbygger, at der er sammenhæng mellem D-vitaminniveauer under graviditet og astma og en hvæsende vejrtrækning i barndommen.

”D-vitaminmangel er meget almindelig, især hos gravide kvinder, som ikke tager kosttilskud. Baseret på vores resultater vil vi anbefale, at alle gravide kvinder overvejer et dagligt indtag på mindst 4400 IE vitamin D3 gennem hele deres graviditet, startende fra undfangelsestidspunktet,” siger studiets førsteforfatter Scott T. Weiss, associeret direktør for Channing Division of Network Medicine ved Brigham Women's Hospital og professor ved Harvard Medical School.

D-vitamin har været omstridt

I review-studiet forbindes D-vitaminmangel med astma og hvæsende vejrtrækning i barndommen, som er en væsentlig årsag til sygdom hos små børn. Omkring 40 procent af børnene rapporterer daglig hvæsende vejrtrækning i en alder af 3, mens 20 procent blev diagnosticeret med astma i 6-års alderen.

Forbindelsen mellem astma hos børn og D-vitamin har været omstridt. Observationsstudier tyder på, at højere D-vitaminniveauer under graviditet kan være beskyttende mod astma, mens et klinisk forsøg med D-vitamintilskud under graviditet imidlertid ikke var entydigt, når man sammenlignede gruppen, der fik vitamintilskud, med gruppen, der ikke fik.

”Generelt viser observationsundersøgelserne en effekt, mens de kliniske forsøg ikke gør det, fordi forsøg med næringsstoffer er meget forskellige fra forsøg med lægemidler. I et lægemiddelforsøg sammenligner man det at give et lægemiddel med ikke at give noget lægemiddel. I et forsøg med næringsstoffer sammenligner man en større portion af et næringsstof med mindre af det - mens basismængden i kontrolgruppen er variabel,” siger Scott T. Weiss.

Forståelse af et næringsstofs rolle under graviditet kræver overvejelse af næringsstofdosis, tidspunktet for hvornår doseringen starter, og baseline-niveauerne i kontrolgruppen. Ifølge Weiss opvejede det oprindelige VDAART-forsøg, analyse og metaanalyser af D-vitamintilskud under graviditet netop ikke dette faktum.

Nye analyser og nye resultater

Gravide kvinder med en familiehistorie med allergi eller astma blev indskrevet i det originale VDAART-studie mellem 10 og 18 uger af graviditeten. Halvdelen af kvinderne fik en dosis på 4400 IE D-vitamin ud over de 400 IE D-vitamin i deres prænatale vitamin. Den anden halvdel fik placebo sammen med deres prænatale vitaminer.

Data fra VDAART, hvor børnene var blevet 3 år, blev offentliggjort i JAMA i 2016 og viste en 20 procent reduktion af astma i behandlingsgruppen - resultater der grænsende til statistisk signifikans. Da analyser fra samme kohorte blev offentliggjort i NEJM i 2020, var børnene seks år, og resultaterne var nu endnu mindre signifikante.

”Men da vi stratificerede resultaterne efter D-vitamin-niveauet i kontrolgruppen, blev begge disse analyser signifikante. Når man justerer for baseline af vitamin-D niveauer, ser vi en effekt præcis som i observationsstudierne - nemlig en 50 procent reduktion af astma og hvæsen,” siger Weiss.

Genetiske fund

Hans forskningsgruppe offentliggjorde re-analyse af data fra de 3-årige i PLoS One i 2017 og data for de 6-årige i American Journal of Clinical Nutrition i 2023. Den seneste oversigtsartikel opsummerer disse undersøgelser samt genetiske fund, der yderligere styrker muligheden for en årsagssammenhæng mellem vitamin D og astma og foreslår opfølgende forskning.

”Baseret på indsigten opnået fra VDAART anbefaler vi, at et opfølgende klinisk forsøg bør starte så tidligt som muligt i graviditeten og supplere med 6000 IE D-vitamin og forsøge at inkludere en høj deltagelse af farvede kvinder. For sådanne forsøg kan uddybe vores forståelse af den potentielle indvirkning af D-vitamin på graviditetsresultater og astma i det tidlige liv,” lyder det fra Scott T. Weiss.