Sådan aflaster vi hospitalerne og gavner patienterne
De danske hospitaler er pressede. Men hvad skal der til for at aflaste hospitalerne og frigøre kapacitet, så patienterne oplever, at de får bedre behandling?
Sundhedspolitisk Tidsskrift havde inviteret politikere og læger til debat på Folkemødet.
”Hvad er der på spil”? Spurgte moderator Anja Bo, da politikere og læger var til debat om, hvordan man kan aflaste hospitalerne.
”Mange ældre, som kommer ind på hospitalet, behøver ikke at være der. Men vi skal sikre, at dem der skal ind, også kommer der. Og så handler det om at hospitalerne er mere og mere specialiserede, og mange, som kunne behandles hjemme, kommer på sygehusene,” sagde Randi Mondorf (V), medlem af forretningsudvalget, Region Hovedstaden.
Søren Valgreen Knudsen, Forperson i Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedsvæsenet, og derudover medlem af Sundhedsudvalget, Region Nordjylland (Soc.) pegede også på de ældre: ”Det, der fylder, er ældre multisyge borgere, der går til ambulant kontrol på sygehusene. De bør flyttet ud til almen praksis.”
Og Mogens Nørgaard (Soc.) medlem, Forretningsudvalget, Region Nordjylland (Soc.) tilføjede: ”Vi er nødt til at koble sygehusene tættere på det nære. Når vi for eksempel kigger på palliation og hospice, så vil mange helst dø hjemme, hvis de er trygge ved, at de får den hjælp de har brug for.”
Anja Bo ville vide, om det er konservative læger, der forhindrer, at patienterne kan komme hjem.
Det fik Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen, til at tage ordet og slå fast, at der er læger som kærer sig meget om deres patienter:
”Læger er bekymret for, hvad der sker, når man ikke kan se patienten. Det er det samme med telemedicin, når man ikke kan mærke patienten selv. Et af de rigtig store fremskridt er plejehjemslægerne. Folk som kender deres ældre, svage patienter og som kan tage stilling til behandlingen, så de undgår at blive indlagt. I Lungeforeningen ser vi det som meget vigtigt. Det handler ikke om at få patienterne ud af hospitalerne men om at give så gode behandlingerne, at patienterne ikke bliver indlagt. Som patienter har vi brug for, at der er nogen, der har ansvaret fra først til sidst, kædeansvar, så det bliver nemt at have med at gøre. Styrkelsen af hjemmeplejen, styrkelsen af samarbejdet mellem hospitalerne, de praktiserende læge og hjemmeplejen, kan holde patienterne ude af hospitalerne,” fastslog han.
Ansvar for sektorovergange
”Hvad er god kvalitet,” lød næste spørgsmål fra Anja Bo. Og Søren Valgreen Knudsen svarede prompte: ”Kodeordet er individualiseret behandling. Sundhedsvæsenet skal indrettes til at tage sig af individer. Nogle patienter har brug for selvstændighed, andre mere håndholdt. Der er forskel, det handler om sundhedskompetencer og sociale forskelle. Behandlingen er nogenlunde ensartet, men måden man får adgang til behandling skal være meget mere tilpasset,” sagde han
Formanden for Medicinrådet, Jørgen Schøler Kristensen, sagde at Medicinrådet helst ikke skal stå i vejen for tilrettelæggelsen af forløbene i kommuner og regioner: ”Det er vores arbejde at gøre det muligt, at regionerne kan gøre det på den måde som passer patienterne bedst.”
”Er sektorovergange et benspænd i af hospitalisering? spurgte Anja Bo.
”Ja. Der skal være kædeansvar. Jeg ønsker mig et udadvendt hospitalsvæsen med en højt specialiseret rådgivning, hvor man stiller sig til rådighed for praksis. En organisering for alt det, der foregår uden for hospitalet,” sagde Randi Mondorf.
Og står det til Søren Valgreen Knudsen, så skal vi ”radikalt omtænke sundhed. Fra det forebyggende til det rehabiliterende. Hospital at home, teknologi, individualiserede forløb.”
Se video fra debatten: Sådan aflaster vi hospitalerne og gavner patienterne