“Jeg holder mig væk fra togskinner og befærdede veje. Jeg frygter min selvdestruktion"

Hun har fået skrap medicin, mange elektrochok og ser psykiatrisk afdeling som sit andet hjem. Men den førtidspensionerede Hanne Sloth, 61, er fortaler for diagnoser og medicinsk behandling i fornuftige doser, kombineret med en vifte af andre muligheder.

“Lidelsen til trods klager jeg ikke, for jeg er blandt de heldige, der nåede at få hjælp fra forstandige psykiatere, som formåede at stoppe min runddans i svingdøren og hjælpe mig til at få styr på mit kaos – i perioder,” skriver hun i sin nye blog, som du kan se øverst på Propatienters side.

Hjælpemidlet er stemningsstabiliserende medicin. I mange år fik hun litium, men måtte til sidst droppe medicinen, fordi den forårsagede skader på nyrer og stofskifte. I dag får hun epilepsimedicin, som nok mildner symptomerne, men slet ikke så effektivt som litium.

Den bipolare lidelse er det, man tidligere kaldte maniodepressivitet.

“Blandingstilstanden er pinefuld og rummer en høj risiko for selvmord, fordi den rastløse energi gør det muligt at føre de selvdestruktive tanker ud i livet. Når det er værst, føles det, som om, at der raser en cyklon indeni. Den hvirvler tanker og følelser rundt og efterlader sindet som en slagmark,” skriver hun.

“Min opgave er at passe på mig selv. At undgå situationer, der bringer mit liv i fare. Derfor holder jeg mig væk fra togskinner og befærdede veje. Jeg færdes kun alene i beskyttede omgivelser, for jeg frygter min selvdestruktion og handlekraft. I selskab med familien og mine heste skaber jeg det bedst mulige liv,” skriver hun.

Hanne Sloth er gift, bor på landet ved Slagelse og har tre heste, to katte og en hund. Hendes to voksne børn er begge i gang med en uddannelse, og et barnebarn på tre år er på vej i børnehave.