Skip to main content


"Vi ved ikke, om Medicinrådet godkender om ét eller to år - og hvad så med de patienter, der har brug for hjælp nu?” siger Edyta Urbanska.

Ny kombination giver lungekræftpatienter med spredning til hjernen markant længere levetid

En ny kombination af kemoterapi og det målrettede lægemiddel Tagrisso (osimertinib) giver patienter med en særlig type lungekræft med spredning til hjernen markant længere levetid. Patienterne lever i gennemsnit næsten fire år, hvilket er det længste, der nogensinde er målt for denne patientgruppe.

“Vi er glade for at se, at behandlingen har så stor en effekt,” siger lungeonkolog Edyta Urbanska om præsentationen af det længe ventede FLAURA2-studie.    

Hun er master i personlig medicin ved Rigshospitalets kræftafdeling og deltog, da studiet blev fremlagt ved dette års verdenskongres for lungekræft, WCLC 2025.

“Der har ikke tidligere været rapporteret så lang samlet overlevelse (OS) for patienter med metastatisk NSCLC med EGFR-mutationer,” siger hun.    

Metastatisk betyder, at kræften har spredt sig fra lungerne til andre dele af kroppen, for eksempel hjernen. NSCLC er en forkortelse for ikke-småcellet lungekræft, som er den mest almindelige type lungekræft. EGFR-mutationer er forandringer i et gen, der får kræftceller til at vokse hurtigere, men som også kan gøres følsomme for målrettet behandling.

Klare gevinster for patienter med hjernemetastaser

Resultaterne viste, at patienter med spredning til hjernen, der fik kombinationsbehandlingen, i gennemsnit levede 47,5 måneder, mens patienter i samme situation, der kun fik Tagrisso, levede 37,6 måneder.

“Kombinationen af kemoterapi og osimertinib giver en reel gevinst i overlevelsen hos patienter med hjernemetastaser – en ellers dårlig prognosegruppe,” siger Edyta Urbanska.

Hun kalder resultaterne banebrydende:

“Der har ikke været et lignende studie, der giver en så positiv impact på behandlingen, og som formentlig ændrer vores kliniske praksis.”

Efter tre år var 63,1 procent af patienterne med kombinationsbehandlingen i live, og efter fire år var 49,1 procent stadig i live. Blandt dem, der kun fik Tagrisso, var tallene henholdsvis 50,9 procent og 40,8 procent.

“Vi kan forvente, at patienter med hjernemetastaser ved diagnosetidspunkt, som repræsenterer cirka 30 procent af hele gruppen af NSCLC patienter med EGFR-mutation, kan få et godt og reelt behandlingstilbud,” siger Edyta Urbanska.

Ikke alle har gavn af det

Ikke alle patienter ser dog ud til at have fordel af kombinationen. På graferne fra studiet krydser linjerne i begyndelsen, hvilket tyder på, at nogle grupper ikke får gevinst af også at få kemoterapi.

Overlæge Peter Meldgaard fra Aarhus Universitetshospital forklarer: “Når man giver patienter osimertinib, er der nogen, som responderer i årevis, og andre, der ikke responderer i særlig lang tid. Studiet FLAURA2 er et skridt på vej til at finde ud af, hvem der har en dårligere prognose end dem med langtidsbehandlingsrespons.”

Han er i gang med et nordisk studie, hvor patienter i Danmark, Norge og Sverige skal behandles med kombinationen og samtidig afgive blodprøver. Her håber man at finde biologiske spor i blodet (biomarkører), der kan afsløre, hvilke patienter med hjernemetastaser der har mest gavn af kemoterapi oveni.

“Formålet er at finde nogle yderligere biomarkører, som man kan fange dem på i plasma, enten på diagnosetidspunkt, som responsblodprøver eller progressionsblodprøver,” siger han.

“Vi kan med større sikkerhed lade være med at give de patienter, der ikke behøver det, kemoterapi oveni,” siger Peter Meldgaard.

Afventer godkendelse i Danmark

Kombinationen er allerede godkendt i EU, men i Danmark skal Medicinrådet godkende den, før den kan bruges bredt.

“Kemoterapi er standard i Danmark, og det samme er osimertinib, så det er bare at vurdere den enkelte patient ud fra, hvad man bedst ved,” siger Peter Meldgaard.

Men både han og Edyta Urbanska understreger, at man må afvente Medicinrådets beslutning.

Edyta Urbanska siger: “Vi ved ikke, om Medicinrådet godkender om ét eller to år - og hvad så med de patienter, der har brug for hjælp nu?”

 

 

Artiklen er en omskrevet version af artiklen Lungeonkologer: Historisk lang overlevelse varsler ny standard for EGFRm metastatisk NSCL på Onkologisk Tidsskrift

WCLC25